Ny travalje til skoleskibet Danmark
Efter at have sejlet med rundt på verdenshavene med Skoleskibet Danmark, hvor fremtidens søfolk bliver uddannet, er det blevet tid for en udskiftning af skibets travaljer.
På Faaborg Værft har vi fået den store ære, at være med til at udvikle og bygge de nye travaljer, hvilket vi er meget stolte af.
Travaljerne er bygget, så de 1:1 ligner de gamle i udseendet men bygget i moderne lette materialer, så travaljerne er lettere at håndtere, samtidig med at de skal have gode sejlegenskaber og en god stabilitet.
Fredag d. 15 november var det så tid til en testsejlads og det var en tilfreds kunde, hvor det efterfølgende lød således:
“Travaljerne klarede sig fortræffeligt og overraskede positivt ved at nå en hastighed på hele 5,8 knob i den lette vind. De var også meget nemme at manøvrere. De lever op til alt det vi havde drømt om!”, lyder det fra Rasmus Høgenhaug, som er inspektør på Skoleskibet Danmark.
Og det var et resultat der glædede værftsdirektør Jan Mortensen.
“Vi har skabt to flotte travaljer, der kombinerer klassisk design med moderne håndværk. I sidste uge blev de så søsat og gennemførte en testsejlads på Faaborg Fjord, og de klarede sig fremragende”.
Faaborg Værft A/S håber, at skoleskibet og det mange kommende elever vil få stor glæde af de nye travaljer.