Ny hal er “grøn” både indvendig og udvendig
Efter næsten 2 års arbejde med oprydning og genopbygning af vores værksteder, som brændte ned i juni 2021, er de nye bygninger så småt ved at være færdig og bliver dag for dag fyldt med liv igen.
Den nye bygning er tegnet og bygget op med en klar grøn profil for øje. Det meste af taget er dækket af ikke mindre end 419 solpaneler, som leverer 200 kw.
Indvendig i bygningerne, hvor produktionen af elfartøjer fylder mere og mere, er der tænkt på et arbejdsmiljø i topklasse til værftets medarbejdere. Værftets smedeafdeling har i nu små to år måtte indrette sig i midlertidige værksteder, men kan nu så småt indtage de nye og topmoderne rammer.
Hele processen fra den aften, hvor alarmen gik og til i dag, har været en stor omgang. Men trods de ekstra udfordringer, som branden og den manglende plads har givet for vore medarbejdere, så har værftet og medarbejderne formået at servicere alle kunder, samtidig med at der er udviklet og bygget en stribe moderne elfartøjer.